Brianborup.dk | blog

Wednesday, January 21. 2009

Et nyttigt tip #5: Google Chrome (eller SRWare Iron)

Tilbage i midten af halvfemserne rasede den store browserkrig mellem Netscape Navigator og Microsoft Internet Explorer, men lille Netscape kunne ikke hamle op med store Microsoft og i slutningen af halvfemserne var den første browserkrig forbi. Så gik der nogle år og pludselig begyndte der igen at dukke alternativer til Internet Explorer op, bl.a. Safari, Opera og selvfølgelig Firefox, der egentlig er baseret på resterne Netscape Navigator. Den anden browserkrig var nu i gang.

Den seneste spiller der er kommet på banen i den forbindelse er Google, der i slutningen af 2008 lancerede deres egen browser kaldet Chrome. Og den er faktisk god.



Google Chrome adskiller sig, i mine øjne, fra de andre browsere ved at være væsentlig hurtigere til at starte og loade websider. Det er i hvert fald min erfaring. Jeg har igennem de seneste år udelukkende brugt Firefox, men efter at have prøvet Chrome, er det gået op for mig, hvor langsomt Firefox egentlig starter op. Måske er det bare min computer og de få extentions jeg har installeret (små ekstra programmer der tilføjer funktionalitet til browseren), men når jeg starter Firefox og herefter starter Chrome 10 sekunder senere, så er Chrome stadig klar til brug først. Det er jo perfekt når man lige hurtig skal tjekke noget på nettet. Samtidig så er Google Chrome designet ud fra et 'enkeltheds-princip', og derfor føles browseren også lettere. Der er ingen overflødige statusbarer og 100 forskellige indstillingsmuligheder, der er kun det mest nødvendige.

Chrome byder også på en række nye features som fx.

Inkognito mode - Man kan søge i fred og ro uden at det dukker op i søgehistorikken. Meget rart hvis man er usikker på, hvor det link man fik af sin kollega fører hen.

Dynamiske tabs - Alle tabs kan trækkes rundt og arrangeres som man ønsker. Og har man brug for at åbne en side i et separat vindue, så trækker man bare den tab fri fra de andre.

Adressebaren er et stort søgefelt - Ok, den feature er måske ikke helt ny, men den er stadig nyttig

Forbedret håndtering af javascript - De fleste er nok ikke klar over det, men javascript er i dag en vigtig del af vores færden på nettet, så det har Google sat ekstra fokus på. Denne del af Chrome af faktisk udviklet i Århus :-)

Crash control - Hver side man åbner behandles som en separat proces af computeren. Det betyder at hvis én side pludselig går kold og får browseren til at gå ned, så trækker den ikke de andre sider med i faldet.


Men selvom Chrome indeholder mange gode elementer, så er der også noget man skal være opmærksom på. Chrome er jo lavet af Google og de kan rigtig godt lide at indsamle oplysninger om folks adfærd på nettet. Når man installerer Chrome oprettes der fx. automatisk et unikt CLient-ID, der i teorien kan spores tilbage til den specifikke bruger. Desuden bliver alle de søgninger man foretager i Chrome automatisk gemt hos Google. Der er flere punkter hvor Google er blevet kritiseret når det gælder håndteringen af privateoplsyninger, men pointen er, at man ikke kan fravælge at Google samler disse oplysninger ind. Og dog, for her kommer SRWare Iron så ind i billedet.


SRWare Iron

SRWare Iron er i princippet en tro kopi af Chrome, den indeholder bare ikke alt det "dårlige". Den ligner Chrome på en prik og den indeholder den samme funktionalitet. Det kan lade sig gøre fordi Chrome er open-source og alle derfor har adgang til browserens kildekode.




Iron værner i væsentligt højere grad om brugerens privatliv, og indsamler derfor ikke nogle oplysninger om hvad man foretager sig på nettet, ligesom deres browser heller ikke kan spores direkte tilbage til en bestemt bruger. Så hvis det er noget man bekymrer sig om, så kan man lige så godt vælge Iron frem for Chrome. Det har jeg gjort.

En ekstra bonus man får med ved at bruge Iron er den indbyggede ad-blocker, der effektivt fjerner reklamer fra nettet. Sådan en findes der stadig ikke til Chrome. Præcis hvordan man får det til at fungere, vil jeg forklare i det kommende blogindlæg.

Konklusion

For mig er Chrome/Iron blevet en naturlig del af hverdagen, og jeg har faktisk gjort den til min standardbrowser. Men jeg savner stadig muligheden for extentions, så jeg har dog ikke sluppet Firefox helt endnu. Men der går rygter om at extentions er på vej ind i Chrome, og hvis det sker, så tror jeg Firefox vil møde en seriøs modstander i browserkrigen. Derfor vil jeg give Chrome/Iron et flot 8-tal på min nyttighedsskala, og desuden opfordre alle til at give Chrome eller Iron en chance :-)





Du kan hente Google Chrome her

Du kan hente SRWare Iron her


Læs også: Et nyttigt tip #6: Fjern reklamer i SRWare Iron

Tuesday, December 30. 2008

Et nyttigt tip #4: Findvej.dk

I denne tid er der sikkert mange, der har travlt med at rejse rundt i landet, for at komme til diverse jule- familie- og nytårsfester. Så derfor kommer der her et lille tip, der kan være med til at gøre det nemmere at komme fra A til B.

Findvej.dk er er en side, som man, måske ikke overraskende, kan bruge til at finde vej. Man kan fx indtaste en adresse, og straks få den vist på et kort, enten som almindelig kort, satellitkort eller som en hybrid, hvor man ser begge kortyper på samme tid. Findvej.dk er baseret på Google Maps, så det hele er meget enkelt og nemt at bruge.



Jeg kan godt lide findvej.dk fordi siden er meget minimalistisk, og den gør meget præcist, hvad den er skabt til. I modsætning til fx Krak.dk, er hele siden fyldt ud med et kort, der er ingen store reklamer og alle menuer kan gemmes væk, hvis man synes man har brug for det helt store overblik. Til hvert punkt man vælger, er der mulighed for at få et direkte link til Rejseplanen.dk, så man kan planlægge transporten hen til den ønskede destination. Der er også mulighed for at lave en ruteplan fra punkt A til B, og man har mulighed for at vælge om man er til fods eller i bil, så Findvej.dk kan foreslå den bedste rute.

En anden detalje, som jeg synes er ret lækker, er muligheden for at lave direkte links til adresser. Så hvis man fx skal holde fest, kan man lige smide et link med i invitationen (som fx. http://www.findvej.dk/Kongensgade7,5000). Den funktion kan også bruge til at lave direkte søgninger fra adresselinjen. Det er også værd at nævne at man har mulighed for at tilføje Findvej.dk til de søgemaskiner der efterhånden er bygget ind i alle browsere (fx Firefox og Internet Explorer 7). Så kan man foretage søgninger, uden først at skulle klikke sig ind på Findvej.dk. Smart.

Der bliver løbende tilføjet ny funktionalitet til Findvej.dk, og man kan følge med i udviklingen på Findvej.dk bloggen. Lige nu er der også mulighed for at få vist Smiley-ordningerne på kortet, så man lige kan tjekke hvor snasket det lokale pizzaria egentlig er. Siden er også koblet sammen med Wikipedia, så hvis der findes artikler om bygninger, personer eller andet i det område man kigger på, så vises det også på kortet.

Jeg synes Findvej.dk er en rigtig nyttig side. Den er er enkel, hurtig og så er den nem at bruge. Jeg savner dog en mulighed for at kunne printe ruteplanerne ud, så det trækker lidt ned. Men jeg giver alligevel Findvej.dk 7 ud af 10 stjerner på min nyttigheds-skala.



Screenshot af Findvej.dk

Sunday, November 30. 2008

Et nyttigt tip #3: Notebook Hardware Control

Dette nyttige tip henvender sig primært til dem, som har en bærbar computer. Notebook Hardware Control er et enkelt program, der fungerer som et slags kontrolcenter for hardwaren i den bærbare. Herfra kan man så styre indstillinger for bl.a. batteri, harddisk, CPU og grafikkort. Samtidig er der mulighed for at få vist forskellige informationer nede i meddelelsesområdet eller på skrivebordet. På det indsatte billede oppe i hjørnet kan man se følgende informationer:

• CPU clock
• CPU load
• CPU temperatur
• Resterende batteritid

En af de ting jeg særligt holder af ved Notebook Hardware Control, er netop muligheden for at få vist den resterende batteritid i timer og minutter fremfor i %. Jeg synes det er lidt nemmere at forholde sig til, så det bruger jeg i stedet for standard ikonet i windows.

Derudover giver programmet bl.a. mulighed for detaljeret overvågning af temperaturer på CPU og harddisk (med mulighed for advarsel) og man får mulighed for at ydeevnen på grafikkortet. Sidstnævnte fik jeg selv brug forleden, da min bærbare simpelthen blev for varm og gik ned, når jeg forsøgte at afvikle et spil med højeste ydeevne.

Her er et billede mere, der viser de fleste af de informationer man kan få vist.



På 'Nyttigheds-skalaen' vil jeg give Notebook Hardware Control 6 ud af 10 stjerner. Det er et rigtig fint program, der gør hvad det skal, men det er ikke et program, der direkte forbedrer det daglige arbejde. Man bliver bare bedre informeret :-)




NHC er gratis at bruge til personligt brug, og kan hentes her.

Defined tags for this entry: , , , , , ,

Tuesday, October 14. 2008

Et nyttigt tip #2: TrayIt

Nyttigt tip #2

Er man ikke så heldig at have en meget bred skærm, oplever man sikkert tit, at proceslinjen hurtigt bliver fyldt med diverse programmer og mapper og så begynder man at miste overblikket. Det er der heldigvis en løsning for.

TrayIt er et lille program, der gør proceslinjen lidt mere overskuelig. I stedet for at programmerne ligger og fylder på selve proceslinjen, placeres de i stedet i meddelelsesområdet ude til højre, der hvor man også finder uret osv. Princippet kendes allerede fra programmer som Messenger og Outlook, men det er langt fra alle programmer, der som standard placerer dernede. Men det kan de nu, takket være TrayIt.

Når først TrayIt kører, kan man selv bestemme hvilke programmer man ønsker at placere i meddelelsesområdet. Det nemmeste måde at gøre det på, er ved at holde SHIFT inde mens man klikker på minimer ikonet. Så forsvinder og programmet og der ligger nu et lille ikon nede i højre hjørne.For at kalde programmet frem igen, dobbeltklikker man blot på ikonet. Ønsker man, at et bestemt program altid skal minimeres til meddelelsesområdet, kan man højreklikke på ikonet og sætte flueben i 'Place in System Tray'. Så kan programmet kaldes frem og minimeres ved at dobbeltklikke på ikonet nede i hjørnet. Faktisk er det også muligt at minimere mapper til meddelelsesområdet.

Måske skulle jeg også lige nævne, at TrayIt ikke har nogen installationsfil. Man henter blot zip-filen, pakker den ud og så kører man programmet.

På min 'Nyttigheds-skala' vil jeg gå helt til tops og give TrayIt 10 stjerner. Det gør jeg, fordi det er et meget lille program (0,14 MB), der samtidig er meget nyttigt. Det er med andre ord, lige sådan et program jeg kan lide :-)




Hent TrayIt her

Sunday, September 28. 2008

Et nyttigt tip #1: Launchy

Nyttigt tip #1

Hvis man hører til dem, der ikke synes Start menuen i Windows er særlig nem at bruge, og ikke gider at fylde sit skrivebord op med ikoner, så er der her et lille tip, der kan gøre hverdagen lidt lettere.

Launchy er et lille program, der bl.a. kan indeksere Start menuen og dermed gøre det nemmere at åbne nye programmer. I stedet for at skulle klikke sig frem til det ønskede program via start menuen, kan man nu nøjes med at trykke ALT + MELLEMRUM for at aktivere Launchy, og så ellers begyndte at skrive navnet på det program eller den fil, som man ønsker at åbne. Så vil Launchy selv forsøge at finde frem til det programmet, og man præsenteres for de muligheder, der passer til det man har tastet. Med tiden vil Launchy lære, at når man starter med at skrive "i", så er det sandsynligvis fordi man gerne vil åbne Internet Explorer.



Idéen med sådan en application launcher er ikke ny, og på Mac computere har den eksisteret i årevis under navnet 'Quicksilver'. Den har også fundet vej til Windows Vista, hvor den samme funktionalitet ligger nede i selve Start menuen, men nu bruger jeg hovedsageligt Windows XP, og så er et program som Launchy rigtig rart at have. Faktisk brugte jeg også Launchy på Windows Vista, og årsagen var, at jeg dermed kunne bevare fokus på midten af skærmen, frem for at skulle flytte blikket ned i venstre hjørne. Det var måske en lille ting, men det irriterede mig. Launchy kan man derimod placere hvor man vil på skærmen.

Men Launchy er ikke begrænset til kun at åbne filer og programmer fra Start menuen. Faktisk kan man vælge at indeksere alle de mapper man har lyst til, fx. dem med musik. Så har man altid yndlingsnummeret lige ved hånden. Launchy kan også bruges til at åbne bogmærkerne i browseren, som lommeregner, til at styre medieafspilleren og mange andre ting. Launchy er nemlig Open Source, og dvs. at alle kan udvikle nye funktioner til programmet. Samtidig findes der også en række forskellige skins til programmet, så man kan selv tilpasse udseendet.




På 'Nyttigheds-skalaen' vil jeg give Launchy 9 ud af 10 stjerner, fordi selvom programmet er ekstremt simpelt, så er det også super nyttigt. Launchy er i hvert fald blevet en fast del af min opsætning, både derhjemme og på arbejde, hvor kollegaerne ofte sender nysgerrige blikke, når den lille sorte boks toner frem på skærmen :-)




Hent Launchy her.

Find skins og plugins her.


Defined tags for this entry: , , , , , ,