Brianborup.dk | blog

Monday, March 16. 2009

På glatis efter 20 år



Jeg ved ikke helt hvad jeg har rodet mig ud i, men i starten af april skal jeg deltage i en ishockeyturnering. Og jeg kan ikke stå på skøjter :-|

Faktisk har jeg igennem de sidste ca. 20 år gjort hvad jeg kunne for at undgå skøjterelaterede aktiviteter. Jeg husker stadig, hvordan jeg i en af de tidlige folkeskoleklasser blev kørt hen til en skøjtehal, og iført et par sko med sløve klinger væltede jeg rundt i et par timer på den glatte is, alt sammen i et absurd forsøg på lave en alternativ idrætstime. Den oplevelse har tilsyneladende været så horribel, at jeg nærmest har fået traumer af det, og den dag i dag, betragter jeg det stadig som en ondsindet handling fra lærerens side.

Men det skulle jo være sundt at prøve sine grænser af og efter 20 år, må det være på tide at jeg igen får et par skøjter på fødderne. Så da jeg blev spurgt om jeg ville deltage i en ishockeyturnering sammen med firmaet, sagde jeg straks ja tak. Ok, hvis jeg skal være helt ærlig, så er det nok ikke så meget for at prøve mine grænser af og konfrontere mine indre dæmoner at jeg har valgt at deltage, men derimod fordi der plejer at være en god fest bagefter. Men lad nu det ligge.

Her i weekenden var jeg så ude på en lille "træningstur" i den lokale skøjtehal, bare lige for at få fornemmelse af, om jeg overhovedet har jeg chance eller ej, og selvfølgelig for at prøve formen af. Til min store gru var hallen nærmest fyldt med mennesker, og jeg forestillede mig straks, hvordan jeg ville komme til at vælte rundt og tage mindst 50 personer med i faldet. Men det gik faktisk meget godt. Eller, jeg væltede i hvert fald ikke.. helt.

De første par ture rundt i hallen foregik meget langsomt og meget tæt på kanten, men stille og roligt forsvandt koldsveden og teknikken blev da også (lidt) bedre. Nu var det ikke sådan at jeg endte med at lave de vilde tricks med piruetter og sådan, men jeg formåede at holde mig oprejst, selv når jeg blev overhalet indenom af små tweenage drenge, der skulle imponere pigerne i hallen. Og så syntes jeg faktisk at det var ok sjovt.

Desværre er det nok den eneste træning jeg får før turneringen, og én ting er af at skøjterundt med tunge lige i munden og være dybt fokuseret på hvor ens fødder befinder sig, og en anden er at være iført fuldt ishockeyudstyr og rent faktisk spille en kamp mod nogle modstandere, der sandsynligvis har prøvet at stå på skøjter mere end to gange de sidste 20 år. Men pyt, vi ser hvordan det går, og skulle jeg komme til skade, så er det jo masser af is lige indenfor rækkevidde :-)

Wednesday, February 18. 2009

Pizzariaernes svar på Nik og Jay

I Esbjerg findes der et pizzeria, der kører med et lidt anderledes forretningskoncept end andre pizzeriaer. Frem for at være som alle andre, har Pizza Cosa Mia nemlig valgt kun at have dyre pizzaer på menukortet. Den billigeste pizza koster derfor 100 kr., mens den dyreste koster 8000 kr. Den indeholder over 30 ingredienser og over 6 slags whiskey og likører. Den skal i øvrigt bestilles 8 uger i forvejen, men så kører indehaveren også selv til Italien og køber de nødvendige ingredienser. Han laver så 3 udgaver af pizzaen, hvoraf kunden får den bedste.

Lige siden jeg hørte om Pizza Cosa Mia for nogle år siden, har jeg kunne tænke mig at prøve en pizza derfra. Det kunne jo være interessant at se, om de virkelig var så mange penge værd. Og her i weekenden fik jeg så mulighed for det :-)

Allerede da jeg blev præsenteret for menukortet, begyndte min forundring at brede sig. Ikke så meget pga. priserne, men mere pga. den retorik der bliver brugt på menukortet. Her er et par citater:

"Kunden har aldrig ret"

"Vi bringer ikke mad ud af huset - og vi tager ikke mod dankort og check"

"Fuld tilfredshed eller pengene er spildt"

Buon Appetit og arrivederci!


Det er mildest talt en lidt arrogant tilgang, og jeg kunne ikke undgå at blive lidt målløs da jeg så det. Pizza Cosa Mia er virkelig pizzariaernes svar på Nik og Jay, og jeg tror det er et koncept man enten bliver stødt af eller holder af. I det hele taget er jeg overrasket over at det koncept i det hele taget kan fungere, men pizzariaet har fungeret på den måde i 6 år nu, og da jeg besøgte stedet i lørdags, var der 3 andre kunder i butikken, så det går tilsyneladende meget godt. Eller måske skyldes det bare, at Pizza Cosa Mia kun holder åbent 4 timer om dagen...

Og hvordan smager en sådan pizza så? Den smager faktisk rigtig godt :-) Vi fik en Pizza al Pollo med frisk lavet flamberet kylling, gorgonzola med whiskey, fløde, tomatsauce (som fremstilles i en gryde for derefter at blive hældt hen over pizzaen), samt ost, tomat og parmaskinke. Der bliver i øvrigt kun brugt ægte italienske ingredienser på alle pizzaer.


Pizza al Pollo


Den ser måske ikke umiddelbart så indbydende ud, når den ligger der i en grå papæske godt dækket med ost mens fedtet flyder ovenpå, men når man først kommer igang smager den faktisk helt godt. Man kan argumentere for at den måske går lidt i mod de klassiske italienske pizza-opskrifter, hvor der er minimalt fyld og maksimalt smag. Men i virkeligheden er den nok bare tilpasset til de danske forhold, for er der noget vi danskere godt kan lide, så er det masser af fyld på vores pizza.

Størrelsen minder om en almindelig pizza, men fordi der er så meget mere fyld på, er der også i den grad mæthedsgaranti. Menukortet lover da også "Masser af ost - Masser af kød - Mange kalorier". Velbekomme. :-)

Defined tags for this entry: , , , ,

Saturday, January 31. 2009

En god dag

I går havde jeg en rigtig god dag, og det skyldes hovedsageligt følgende ting:

• Jeg havde en stille og rolig arbejdsdag
• IT afdelingen havde arrangeret en cola-smagning (hvem ellers skulle gøre sådan noget :-)) og jeg kunne identificere 4 ud af de 7 colaer der var med i blindtesten
• Fredagskagen bestod af romkugler
• Weekenden stod for døren
• Der var fredagsøl
• Det var løndag
• Jeg så håndbold på en sportsbar med nogle kollegaer og det udviklede sig til en spontan bytur (det er altid de bedste)
• Jeg fik for en gangs skyld et frisk pizzaslice inden jeg kørte hjem


At jeg så har ligget hele lørdagen med tømmermænd og gik lidt i panik fordi jeg ikke kunne finde min pung, det betyder ikke så meget. Jeg lever stadig højt på fredagens begivenheder. Og jeg har fundet min pung igen :-)

Defined tags for this entry: , , , , , ,

Saturday, January 17. 2009

Tænd op i pixel-pejsen

På en kold og våd dag som i dag, kan jeg kun opfordre til at man klikker sig ind på www.brasan.nu, og tænder op i den virtuelle pejs (klik på pejsen for at se den i fuldskærm). Så kan man sidde under tæppet derhjemme og lytte til den knitrende ild, mens man drikker en varm kop kaffe/the/kakao. Og er man så heldig at have en bærbar computer, så tag den ned på skødet. Så giver pejsen også lidt varme :-)

Defined tags for this entry: , , , , , , ,

Saturday, December 13. 2008

Julen lader vente på sig

I dag skriver vi den 13. december og så er vi jo nået lidt over halvvejs til månedens store fest; juleaften. Men jeg må ærligt indrømme, at jeg ikke rigtig er kommet i julehumør endnu.

Og det er jo ikke ligefrem fordi man kan undgå at lægge mærke til at det er jul. På arbejde er vi nisser for hinanden og vi spiser alt for mange pepbernødder, hele byen er fyldt med flotte lyskæder og uanset hvor man befinder sig, er det svært ikke at få øjenkontakt med en eller anden form for nisse figur. Alligevel har jeg endnu ikke haft mit 'jule-moment' i år, altså det tidspunkt hvor alt går op i en højere enhed og man virkelig føler det er jul. Måske skal vi bare lidt tættere på den 24., men jeg synes ærligt talt, at det er ved at være på tide, at jeg kommer i julestemning.

Så nu prøver jeg at fremskynde processen lidt. Nu har jeg fået pyntet lidt op til jul her på bloggen, og min MP3-afspiller har jeg netop fyldt med julemusik. Ud med alt det moderne rock, og ind med de gamle klassikere sunget af Bing Crosby, Wham, Mariah Carey og alle de andre vi når at blive dødtrætte af i løbet af december. Så næste gang jeg cykler rundt i byen, bliver det med julemusik i ørene. Og hvis der så også ville falde lidt sne, så tror jeg bestemt, at jeg når at komme i julestemning i løbet af den næste uge.

Take it away Bing...

Defined tags for this entry: , , , , , , ,