På glatis efter 20 år
Jeg ved ikke helt hvad jeg har rodet mig ud i, men i starten af april skal jeg deltage i en ishockeyturnering. Og jeg kan ikke stå på skøjter 
Faktisk har jeg igennem de sidste ca. 20 år gjort hvad jeg kunne for at undgå skøjterelaterede aktiviteter. Jeg husker stadig, hvordan jeg i en af de tidlige folkeskoleklasser blev kørt hen til en skøjtehal, og iført et par sko med sløve klinger væltede jeg rundt i et par timer på den glatte is, alt sammen i et absurd forsøg på lave en alternativ idrætstime. Den oplevelse har tilsyneladende været så horribel, at jeg nærmest har fået traumer af det, og den dag i dag, betragter jeg det stadig som en ondsindet handling fra lærerens side.
Men det skulle jo være sundt at prøve sine grænser af og efter 20 år, må det være på tide at jeg igen får et par skøjter på fødderne. Så da jeg blev spurgt om jeg ville deltage i en ishockeyturnering sammen med firmaet, sagde jeg straks ja tak. Ok, hvis jeg skal være helt ærlig, så er det nok ikke så meget for at prøve mine grænser af og konfrontere mine indre dæmoner at jeg har valgt at deltage, men derimod fordi der plejer at være en god fest bagefter. Men lad nu det ligge.
Her i weekenden var jeg så ude på en lille "træningstur" i den lokale skøjtehal, bare lige for at få fornemmelse af, om jeg overhovedet har jeg chance eller ej, og selvfølgelig for at prøve formen af. Til min store gru var hallen nærmest fyldt med mennesker, og jeg forestillede mig straks, hvordan jeg ville komme til at vælte rundt og tage mindst 50 personer med i faldet. Men det gik faktisk meget godt. Eller, jeg væltede i hvert fald ikke.. helt.
De første par ture rundt i hallen foregik meget langsomt og meget tæt på kanten, men stille og roligt forsvandt koldsveden og teknikken blev da også (lidt) bedre. Nu var det ikke sådan at jeg endte med at lave de vilde tricks med piruetter og sådan, men jeg formåede at holde mig oprejst, selv når jeg blev overhalet indenom af små tweenage drenge, der skulle imponere pigerne i hallen. Og så syntes jeg faktisk at det var ok sjovt.
Desværre er det nok den eneste træning jeg får før turneringen, og én ting er af at skøjterundt med tunge lige i munden og være dybt fokuseret på hvor ens fødder befinder sig, og en anden er at være iført fuldt ishockeyudstyr og rent faktisk spille en kamp mod nogle modstandere, der sandsynligvis har prøvet at stå på skøjter mere end to gange de sidste 20 år. Men pyt, vi ser hvordan det går, og skulle jeg komme til skade, så er det jo masser af is lige indenfor rækkevidde 
