Entries tagged as analyse

Friday, March 20. 2009

X Factor - Semifinalen


Er det bare mig, eller var X Factor lidt kortere end normalt her til aften? Det virkede i hvert fald lidt som om, at den første halve time var én lang reklame for Sanne Salomonsens nye CD. Men fred være med det, jeg har ikke tænkt mig at købe den alligevel.

Feltet er efterhånden ved at spidse godt til, og i aften var vi så nået til semifinalen, der i øvrigt var lidt for sentimental til min smag. Men lad os komme videre til kommentarerne.

Sidsel - Jeg må indrømme at jeg måske er ved at være lidt træt af Sidsel. Jeg ved ikke helt hvorfor, men det bliver bare lidt ensformigt i længden. Måske derfor synes jeg også at hendes første sang var lidt so-so, men i anden omgang blev det lidt bedre, om end jeg undrede mig over den fraværende musik. Men det var modigt, det var nøgent og skrøbeligt og der er måske der hvor Sidsel gør det bedst. Men det er stadig ikke rigtig noget for mig.

Alien Beat Club - Konceptgruppen begynder at tage form, men jeg synes stadig ikke helt den sidder lige i skabet. Jeg har stadig lidt svært ved at se dem som en samlet gruppe. Men den første sang var en meget fin og energisk præstation og den var, i mine øjne, væsentligt bedre end den i sidste uge, hvor de alle lå og kravlede rundt på gulvet. I anden omgang var der knap så meget vind i håret, men det var egentlig en meget hæderlig præstation. Men er det skidt, hvis man ikke ved hvad gruppens medlemmer hedder?

Linda - Som altid en pragtfuld vokalpræstation og et fint sceneshow. I mine øjne er Linda nok den mest værdige vinder. I sang nummer to blev der spillet på det helt store følelser, ikke mindst da gospelkoret kom på scenen. Det var corny, men det virker jo.

Mohamed - Hmm... der fik Linda vist lige en modstander i finalen. Det var da rart at se Mohamed nede i tempo og så på dansk. Der er vist ingen tvivl om, at den knægt har talent. Hans fortolkning af Dirty Diana var lidt mindre prangene, og jeg forstod ikke helt hvorfor han skulle lave de der spjæt med hovedet. Jeg følte mig nærmest truet :-O


Så røg Sidsel og forude venter finalen, og i følge DR venter der et et brag af en fest med masser af forrygende overraskelser! Vi får se.

Defined tags for this entry: , , , , , , ,

Friday, February 13. 2009

X Factor - Det første liveshow



Så ruller X Factor bølgen igen, og jeg sidder naturligvis også i år foran skærmen. Det er som at gense en gammel ven, og det er ikke umiddelbart meget der har ændret sig. Men pyt, det fungerer, seertallene er høje og alle er glade.

Det gode ved X Factor er også, at alle har en holdning til det. Det er simpelthen ikke til at komme uden om, og det kan man jo ligeså godt acceptere og så ellers kaste sig ud i debatten. Så her kommer min forbeholdende mening om aftenens optrædener :-)

Asian Sensation - Tja... De er måske meget gode til at få gang i folkefesten, men jeg spår dem nu ikke de store chancer. De er godt nok energiske, men synge det kan de tydeligvis ikke.

Mohammed - Det første jeg tænkte var "det er da en pigesang", men så kom jeg i tanke om, at Mohammed egentlig også synger lidt som en pige, så det var vel ok. Faktisk syntes jeg han gjorde det ret godt. Jeg havde frygtet han skulle synge en sårbar og følsom sang, hvor han virkelig kunne give den gas som kirkesanger. Men i det gjorde han heldigvis ikke, og i stedet gav han egentlig en af aftenens bedste optrædener.

Seest - Der var et eller andet der virkede lidt forkert ved hans optræden. Han kom ikke rigtig ud over kanten, og jeg synes egentlig ikke sangen helt til ham. Det var som om, at hans stemme forsvandt for meget ind i musikken. Jeg havde egentlig forventet lidt mere fra ham.

Tårnhøj - Det var lidt en overraskende optræden. På den gode måde. Selvom forsanger Louise havde lidt knas med stemmen, så var det egentlig en god optræden. Det virker også ret tydeligt, at hun er omdrejningspunktet i gruppen. Det synes kamerafolkene i hvert fald. Jeg forstår egentlig heller ikke hvorfor de har en guitarist med i gruppen, når nu det er en sangkonkurrence.

Claus - Ja.. jo.. hmm... det gik lidt stærkt og jeg synes han havde nogle lidt sjove fraseringer indimellem (i hvert fald da han sang første gang) . Men han virker da som en meget sympatisk fyr.

Lucas - Der er vist ingen tvivl om, at denne unge herre er på ud i et eller andet. Muligvis en stor karriere som avant garde stjerne, muligvis bare et stofmisbrug. Hans optræden virkede i hvert fald lidt syret (især de der små spark han hele tiden lavede bagud), men han skilte sig i det mindste ud og det blev sgu meget fedt til sidst.

Alien Beat Club - Remees store håb i denne sæson. De ser lidt umage ud, men måske er det bare fordi man ved de er blevet sat sammen, og derfor mangler en baghistorie. Jeg synes egentlig deres optræden var ok, og de opførte sig som en gruppe. Men det var nu ikke så magisk som Remee nok havde håbet.

Linda - "Den store kvinde". Sådan valgte Lina at præsentere Linda, og lad os håbe det bare var stemmen hun mente. Hun synger i hvert fald meget godt og mon ikke hun nok skal nå langt.

Sidsel - Mediernes store favorit. Jeg ved nu ikke helt. Ja, hun imponerede til auditions og i boot camp afsnittene, men her til aften gik det vist knap så godt. Det kunne have blevet en rigtig fed fortolkning, men fordi hendes sangstemme tilsyneladende stadig lå ude i garderoben, så blev det bare lidt ærgeligt.


Jeg synes det er svært at udpege en vinder allerede. Det er ikke ligesom sidste år, hvor alle fra starten havde et godt øje til Martin. Umiddelbart tror jeg på Mohammed, Lucas eller Linda, men det er godt nok svært. Jeg tror alle har behov for at se lidt mere hvad de enkelte deltagere kan, og så er det jo heldigt at der ligger en masse liveprogrammer forude. Så kig forbi igen i næste uge, og jeg kan da kun opfordre til, at du også blander dig i debatten :-)

Foto er fra DR

Defined tags for this entry: , , , , , , , ,

Wednesday, December 3. 2008

Min første eyetracking-oplevelse

Igennem længere tid har der på det analyseinstitut hvor jeg arbejder, været snak om, at vi snart skulle have gang i nogle eyetracking målinger. Eyetracking går kort fortalt ud på, at man ved hjælp af teknisk udstyr måler hvad folk kigger på, når de fx præsenteres for en annonce eller en forside på et magasin. Ok ikke mindst, hvad de ikke kigger på. Jeg læste lidt om denne type af målinger i forbindelse med mit speciale, men havde ikke mulighed for at afprøve det dengang.

Nu er der så kommet handling bag ordene, og i dag var jeg til et møde med en repræsentant fra iMotions, som er det firma der har leveret vores nye eyetracking udstyr. Her fik jeg en grundig gennemgang af, hvordan udstyret fungerer og hvad det egentlig kan og ikke kan, og det gjorde jeg fordi, at eyetracking nu er blevet et af mine ansvarsområder oppe på arbejdet 8-) Jeg synes selv det er ret interessant, og glæder mig til at komme i gang med at bruge det på nogle rigtige opgaver.

Det udstyr vi har valgt fra iMotions er meget simpelt og intuitivt at bruge, men det er samtidig også utrolig avanceret. Udover at kunne lave almindelig eyetracking med "heat-maps" osv., så har iMotions den konkurrencemæssige fordel, at deres software også kan måle testpersonernes emotionelle respons på det testmateriale de bliver udsat for. Vi kan altså får et billede af, om det er noget testpersonerne reagerer på, og i hvor høj grad de reagerer på det. Det er jo ret relevant, hvis fx en annoncør har tre mulige billeder til deres næste annonce, men er i tvivl om, hvilken de skal vælge. Den emotionelle respons skal dog ikke forveksles med følelser, og det ikke sådan at vi kan sige, om folk de hader eller elsker det pågældende testmateriale. Man får blot en indikation af, om det er noget er påvirker folk.

Der ligger en lang og videnskabelig forklaring bag, hvordan man måler den emotionelle respons, men kort fortalt handler det om at registrere, hvor meget folk de stirrer, hvor ofte de blinker og størrelsen på pupillerne. Jeg er selv ret spændt på at se det i aktion, og ikke mindst, om det er noget vores kunder kan se noget værdi i. Jeg havde egentlig en forhåbning om, at vi også kunne bruge eyetracking udstyret til at teste hjemmesider (navigation, opbygning osv.), men i første omgang kan vi kun teste på statiske billeder. Så jeg skal lige finde ud af, hvordan man så kan gribe den opgave an.

Eftersom jeg alligevel skal sidde og lave nogle arbejdsrelaterede-oplæg om eyetracking indenfor den nærmeste fremtid, så kommer der også lige et blogindlæg, hvor jeg beskriver lidt nærmere om udstyret og hvordan en eyetracking test egentlig foregår. Det er faktisk ret interessant :-)

Thursday, September 25. 2008

Hvad skal der ske med bloggen nu?

Før min blog-pause havde jeg en idé om, at når bloggen startede op igen, skulle det være med en mere klar profil. Tidligere var indholdet lidt i øst og vest, og det var ok, men nu hvor jeg har fået mindre tid til at blogge, synes jeg, at der bør være nogle mere faste rammer om indholdet.

Det er stadig en personlig blog og indlæggene vil derfor stadig afspejle mit liv og mine synspunkter, men fremover vil jeg også forsøge at få noget mere IT med i mine indlæg. IT er måske et lidt bredt begreb at bruge, men nogle af de ting, som jeg synes er mest interessante ved IT, er de muligheder der er for at gøre tingene på en mere smart måde, samt de forskellige muligheder for kommunikation, der opstår i takt med den teknologiske udvikling. Derfor er det planen, at disse hovedområder skal fungere som grundlæggende fællesnævnere for fremtidige blogindlæg. Faktisk har jeg masser af potentielle emner, så der venter gode tips og tricks forude :-) Der vil sandsynligvis komme en afstikker i ny og næ, men det skal der også være plads til.

Samtidig har jeg erfaret, at jeg stadig får en del trafik på baggrund af nogle gamle indlæg. Mit indlæg om mine erfaringer med min BCD3000 , der nu er over et år gammelt, trækker stadig mange folk ind på bloggen, så det er muligt jeg også vil skrive lidt mere om det emne . Mit indlæg om Basims afgang fra X-Factor er tilsyneladende også stadig ret populært, men jeg tror nu ikke, at jeg har så meget mere at sige om den sag :-)

En sidste ting, som jeg længe har ønsket at gøre noget ved, er at få et lidt større kendskab til, hvem der egentlig besøger min blog, hvorfor og hvor de kommer fra. Mest af alt, er jeg bare nysgerrig. Præcis hvordan jeg finder ud af det, har jeg ikke helt på plads endnu, men jeg vil undersøge mulighederne for at lave en lille anonym online survey. Jeg arbejder jo trods alt i analysebranchen :-)

Så det er altså den umiddelbare plan for bloggens fremtid. Mere om mig, mere om IT og måske lidt mere kendskab til dig ;-)