Her i weekenden var jeg en tur i Esbjerg. Det var der ikke noget nyt i, det har jeg været så mange gange før, og det plejer at være ganske fornøjeligt. Faktisk synes jeg, at nogle af de bedre byture har været i Esbjerg, men det er nu en anden snak.
Denne gang var jeg nemlig taget til Esbjerg for at se et stand-up show, og det er virkelig noget jeg gør alt for sjældent. Altså ser stand-up. Det var min kammerat Morten, der havde skaffet nogle super-deluxe fribilletter til det nye show med Thomas Hartmann, "Extrospekt". Vi sad helt perfekt næsten lige foran scenen, men dog ikke så tæt på, at vi blev brugt som "referencepersoner" af Hartmann selv, altså de publikummer de løbende bliver gjort grin med. Selve showet var egentlig ganske underholdende, selvom han indimellem kastede sig ud i nogle fortællinger, hvor der var langt imellem pointerne. Men vi følte os godt underholdt, det kostede ikke noget, alle var glade.
Men det der var mest interessant ved showet, var nok det faktum, at lige præcis denne optræden skulle filmes til DVD og senere vises på TV. Derfor var der sat en masse kameraer op rundt omkring (jeg tror vi talte det til ca. 6), og vi blev naturligvis instrueret i hvad vi måtte og helst ikke måtte (klap noget mere, grin noget mere og lad være med at råbe frække ord).
Efter showet skulle der så filmes nogle nogle ekstra ting til DVD'en, og det var ikke dem allesammen der umiddelbart gav mening den aften, så jeg er vel nødt til at købe den DVD. Men der er også en anden grund til, at jeg gerne vil se den DVD, for lige inden det hele var forbi, blev vi opmærksomme på, at der åbenbart også var et kamera oppe på scenen, der filmede ud på publikum. Jeg fandt aldrig ud af, præcist hvor det kamera var placeret, men eftersom vi sad lige foran scenen, kan det vel ikke helt undgås, at vi er kommet med i billedet engang imellem. Jeg ved det selvfølgelig ikke, men jeg vil tro det.
Så når DVD'en engang udkommer, eller du ser showet på TV, så kig lige efter mig. Jeg sidder i en sort skjorte, men en stor fadøl i hånden og griner sandsynligvis lidt indimellem
Posted by Brian Borup
in Sjov
at
18:49
| Comments (0)
| Trackbacks (0)